​​Barselsvikariat: Redaktør hos forlaget Minlæring

Om virksomheden:

Minlæring er en innovativ IT- og forlagsvirksomhed, der siden 2014 har specialiseret sig i at udvikle undervisningsteknologier til gymnasier og folkeskoler i Danmark. Vores mål er at gøre det sjovt og motiverende at lære sprog og at give underviserne nye og smartere muligheder i deres dagligdag med eleverne. Siden 2022 har vi derudover haft fokus på trykte læremidler i vores underafdeling Minlæring Studio, hvor vi udvikler og udgiver motiverende træningshæfter til folkeskolens dansk- og sprogfag. Vores læremidler er kendetegnet ved at være nytænkende og samtidig rumme høj faglig kvalitet, og mens vi i en lang årrække har været førende i Danmark inden for digitale læremidler til sprogfagene i gymnasiet, træder vi nu ind i en spændende vækstfase i folkeskoleområdet.

Om jobbet:
I vikariatet træder du ind i rollen som redaktør, hvor du i tæt samarbejde med vores erfarne redaktør Emilie Bach vil spille en central rolle i udviklingen af undervisningsmaterialer. Dine primære opgaver vil være at udvikle indhold til nye træningshæfter til folkeskolen, som vi planlægger at udgive sommeren 2025. Derudover vil du være involveret i udviklingen af vores eksisterende materialer til gymnasiet. Arbejdsopgaverne indebærer bl.a.:

  • Udvikling af engagerende, sjove og fagligt funderede idéer til træningshæfter.
  • Anvendelse af læreplaner, officielle mål og pædagogiske vejledninger til at skabe relevant og målrettet materiale.
  • Vedligeholdelse og opdatering af vores digitale læringsplatform til gymnasiet, inklusiv opdateringer af teori, øvelses- og videomateriale.
  • Redaktørarbejde i forbindelse med materiale modtaget fra eksterne forfattere.
  • Udvikling og ajourføring af eksamenssæt, screeninger o.lign.

Jobbet kræver, at du er klar til at tage ansvar for flere store og vigtige projekter, der løber parallelt, men du vil i samarbejde med din medredaktør hurtigt lære de nødvendige tekniske, faglige og pædagogiske aspekter, som er afgørende for, at projekterne kan lykkes.
Du skal være kreativ og struktureret og parat til at engagere dig i de mange facetter af redaktørrollen.

Vi forventer, at du:

  • evner perfekt retstavning og tegnsætning samt har grundig forståelse for grammatik
  • har flair for kreativ idéudvikling og effektiv kommunikation
  • har solide kompetencer inden for korrekturlæsning
  • evner at arbejde både selvstændigt og som en del af et team
  • er cand.mag. i dansk, et sprogfag, lingvistik el.lign.

Vi kan tilbyde dig:
En unik chance for at dykke ned i forlagsverdenen og være med til at forme fremtidens sprogundervisning. Du vil være en del af et dedikeret lille team, hvor idéer og godt humør værdsættes højt. Din daglige arbejdsgang vil foregå på vores hyggelige kontor i hjertet af København, men har du brug for en hjemmearbejdsdag en gang imellem, er det absolut ikke noget problem. Du kan se frem til at blive en del af et ungt og uformelt kontormiljø, hvor energien er høj og frokosten formidabel. 

Sådan ansøger du:
Send din ansøgning inklusiv CV og en kort motivation for, hvorfor du er den rette kandidat til vikariatet, til info@minlaering.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.

Periode for vikariat:
1. august 2024 - 1. august 2025

Ansøgningsfrist:
6. maj 2024

Redaktion
Barselsvikariat
København
Ansøg nu